Når flokdyret fejler

Mennesker er kloge, rationelle og selvstændige. Mennesker er hjælpsomme og omsorgsfulde. Men vi er også flokdyr. Og flokdyr fejler. Vi udtrykker enighed, når vi burde udfordre og nuancere.Vi betaler gladeligt overpris for varer og medlemskaber uden værdi. Vi kritiserer, peger fingre og lukker os om os selv – når vi burde samarbejde og inkludere. Vores moral og selvstændighed går fløjten, når vi går i flok. I bogen tager psykolog Henrik Tingleff dig med på en rejse rundt i historiens største og mest skelsættende menneskeforsøg – og helt ind i sindets kringlede og krøllede afkroge. Han præsenterer fem foruroligende forklaringer på, hvorfor vi kloge mennesker bliver ved med at gøre så mange ukloge ting. Og ét betryggende bud på, hvordan vi kan undgå det. Hvis vi tager os tid.


Undervejs får du menneskelige forklaringer på alt fra MeToo til priserne på croissanter. Fra hvorfor nogle lader den tomme toiletrulle hænge til hvad der fik almindelige mennesker til at storme den amerikanske kongres. Fra fodboldspilleres trang til tatoveringer til de uendelige strategiprojekter og magtkampe på kontorgangen.


Bered dig på at blive både fascineret, forundret, foruroliget – og rigtig meget klogere – på dine kollegaer og dine medarbejdere. På dine medmennesker. Og på dig selv. Bered dig også på en vis modstand. For denne bog afslører nogle knap så flatterende sandheder om mennesket. Men det er selvfølgelig kun de andre, der fungerer som fejlende flokdyr, ikke sandt? Et klogt menneske som dig træffer vel ikke gentagne ukloge beslutninger … Eller gør du?

Kontakt Henrik Tingleff

Hvis du har spørgsmål eller ønsker at booke et foredrag med Henrik Tingleff, kan du kontakte os ved at udfylde formularen på kontakt. Du får svar lynhurtigt!